Tag Archives: Konfirmation

De kendtes konfirmation – Rasmus Walther

5 jan

Selvom sangeren Rasmus Walther i dag er i centrum, med hans mange fede hits, var han ikke glad for at være midtpunkt, da han skulle konfirmeres – faktisk var han så nervøs, at han var bange for at besvime. Kon4mation fangede pladeaktuelle Rasmus Walther til en snak om hans konfirmationsminder.

2012.11 Rasmus Walter 1612

 

 Af Solveig Høgh – foto: Søren Rønholt

 

Er du konfirmeret?

Ja, det er jeg.

 

Hvorfor blev du konfirmeret?

Det gjorde jeg nok fordi, det var noget, alle de andre gjorde, så det forekom mig ret naturligt. Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Jeg er ikke troende, og det er min familie heller ikke som sådan, men jeg synes, det er en god tradition. Jeg bruger nok mest kirken som et rum for traditioner og højtideligheder.

 

Hvordan havde du det så med at skulle gå til præst?

Jeg var skoletræt allerede fra 3. klasse. Jeg havde alt for meget krudt i røven til at sidde stille, så jeg husker mest, at det var fedt, at vi fik fri fra skole to timer for at gå til præst. Jeg synes, det var meget hyggeligt at høre de gode historier fra biblen. Men mest af alt brændte jeg krudt af ved at udforske kirken og snige mig hen til orglet og hamre løs på det.

 

Tror du på Gud?

Jeg tror på alt mellem himmel og jord, men jeg tror ikke på gud, sådan som det er beskrevet i biblen.

 

Du har selv en lille dreng, skal han konfirmeres, når han bliver stor?

Vi har valgt ikke at lade ham døbe, så kan han selv tage stilling til, om han vil konfirmeres, når han bliver større. Det synes jeg er helt fint, at han selv kan få lov at vælge. Men jeg synes, at konfirmationen er en rigtig god og fin tradition.

 

Hvordan havde du det på konfirmationsdagen?

Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var så nervøs. Tanken om den fyldte kirke, at jeg skulle stå ved alteret og drikke altervin og sige trosbekendelse og alle de mennesker, der ville kigge på mig, var jeg ikke vild med. Jeg havde det i det hele taget meget dårligt over at skulle være i centrum. Jeg husker, at jeg var så nervøs, at jeg var bange for at besvime. Det gik heldigvis fint, og da det var overstået, var jeg glad og glædede mig bare til at holde fest med min familie.

 

Hvilken gave var bedst?

Jeg fik faktisk ikke så forfærdelig mange gaver, men jeg husker, at pengene helt klart var den bedste gave. Jeg fik i alt 3300 kr., hvilket jeg synes var helt vildt  – tænk hvad jeg kunne få for alle de penge? Jeg brugte alle pengene på at udskifte min akustiske guitar og købte min første elguitar. Den spillede jeg på en del år. Så man kan sige, at den gave jeg købte, var en slags uddannelse for mig.

 

Hvad gjorde du for at takke dine forældre?

Jeg gjorde ikke noget. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Jeg blev konfirmeret samme dag som min tvillingebror, og vi var begge hundeangst for at være i fokus. Så vi lavede ingen takkesang eller tale.

 

Hvad husker du fra festen?

Vi holdte den i et medborgerhus. Jeg husker det som en rigtig god og hyggelig fest. Det jeg husker mest, er nok de fulde voksne, men det var meget sjovt. Men det der står klarrest, er nok talen fra min far. Han havde lavet sådan en bog med billeder og historier fra vores barndom. Han fortalte ud fra bogen, og bagefter fik jeg bogen som minde. Det gjorde virkelig indtryk på mig.

 

Hvad havde du på af tøj?

Jeg havde sådan en turkis skjorte på. Den var knappet helt op i halsen. Det var vist moderne, men jeg synes, det var gyseligt. Skjorten skulle være nede i bukserne, og det synes jeg også var forfærdeligt. Jeg havde nogle jakkesætsbukser på og nogle sorte sko, som jeg vist heller ikke kunne lide. Min mor ville vist helst have haft mig i jakkesæt, men jeg ville ikke have jakken på. På det tidspunkt drømte jeg mest om at leve i 60’erne. Jeg ville helst have haft trompetbukser og en Jimi Hendrix T-shirt på, så det var ikke så sjovt for mig at skulle have det pæne tøj på.

 

 

Hvis du skulle lave en takkesang i dag, hvilken melodi skulle det så være på?

Der er jo mange gode at vælge imellem, men jeg ville nok vælge ’New york new york’ af Frank Sinatra

 

Hvordan forløb din blå mandag?

Når man bor i Århus, er det vist nærmest obligatorisk, at alle tager i Tivoli Friheden, så der var hele klassen. Det var virkelig sjovt. Men det sjoveste var efterfølgende, hvor en pige fra klassen havde fået lov til at holde fest i hendes forældres kælder. Så der blev kysset i krogene og drukket alkohol, som ingen af os 14-årige jo kunne styre. Men det var sjovt at feste med klassen, og så var det fine tøj skiftet ud med Jimi Hendrix T-shirt og trompetbukser.

 

Hvad ville et godt råd til kommende konfirmander være?

Brug de penge du får fornuftigt – invester i fremtiden, køb en elguitar eller noget andet, der kan føre til noget andet.

 

2012.11 Rasmus Walter 1380

 

 

Se en af hans musikvideoer her: http://www.youtube.com/watch?v=-_QGeJ9WqyY

 

 

Kære Dagbog… læs med i Trine konfirmationsdagbog

23 sep

Min konfirmation

Dagen før min konfirmation var jeg egentlig ikke så nervøs. Jeg tænkte meget på det, og hvordan det nu skulle komme til at gå, men jeg var ikke nervøs. Nervøsiteten kom først, da jeg på min konfirmationsdag sad ved frisøren kl. 8 om morgenen – der tror jeg, det gik op for mig, hvad det var jeg skulle senere.
Så var det ellers bare hjem og gøre mig klar og lægge makeup og have alt på plads.

Så stod jeg ude foran kirken og var godt nok nervøs.  Alle tanker om, at jeg skulle falde eller gøre noget forkert, steg mig til hovedet.
Men heldigvis var det slet ikke så slemt, og jeg gjorde ingenting galt.
Da jeg så kom ud foran kirken skulle der selvfølgelig gives roser og tages billeder. Efter det, tog min gudmor mig i hånden og førte mig ud til parkeringspladsen. Der holdte den fedeste gule Corvette, som jeg skulle køre i. Så utrolig fedt!

Dejlige taler og en uforglemmelig fest

Så ankom vi til fælleslokalet, hvor vi skulle holde festen. Efterhånden som folk kom, kom der også flere gaver på bordet. Til sidst blev jeg nødt til at åbne dem. Jeg følte, der lå tusindvis af gaver og telegrammer, og jeg følte mig rigere og rigere for hver konvolut, jeg fik lukkede op. Men til sidst var alle gaverne åbnede.
De gaver, jeg nok husker bedst, er helt sikkert, fladskærmen, de ringe jeg fik af min mor, og de opsparinger jeg fik af min farmor og farfar og af min far, papmor og mor.
Da vi så spiste, kom der de her utrolig flotte og rørende taler – det er nogle taler, der bestemt ikke bliver glemt. Sangene, som blev sunget, var også utrolig gode.
Til sidst skulle vi synge min sang, jeg selv havde lavede, og jeg skal holde min tale. Alle sad og kneb en tåre – både mænd og kvinder.
Festen

Senere på aften startede festen, hvor folk dansede og havde det ekstremt hyggeligt. Jeg havde det også rigtig hyggeligt og sjovt og fik dansede med en masse fra familien og Emma, min veninde der var med.

Alt i alt er det en konfirmation, jeg aldrig glemmer. Det er så overvældene at holde sin konfirmation, da al opmærksomhed er på én, og man får at vide så mange gange, hvor flot og smuk man er.

 

trine 1

M4034S-4211

trine 4

Opsparing eller shop amok?

10 maj

louise

På mange konfirmanders ønskelister er pengegaver et populært ønske. Det er meget forskelligt, hvor mange penge konfirmander får i gave – nogle får ingen, mens andre får mange. Men én ting er sikkert: Det er meget nemt at blive fristet til at bruge alle de penge, man har fået, med det samme. Men i stedet for at bruge dem alle sammen med det samme, kan du overveje at sætte pengene i banken og spare dem op. Kon4mation har talt med Louise Frost, kendt fra Luksusfælden på TV3, og giver dig hermed gode råd og inspiration til, hvad du kan gøre med dine pengegaver her.

Af: Solveig Høgh

Mange konfirmander får pengegaver og ofte rigtig mange penge. Hvad vil du råde konfirmanderne til at gøre med de mange penge?

Jeg vil råde dem til at dele pengene op. Tag et lille beløb af de penge, du har fået, og brug dem på blå mandag. Tag størstedelen og sæt dem ind på en konto i banken.

Det er jo fristende at bruge alle pengene med det samme eller bare mange af dem. Hvad mener du, konfirmanderne skal tænke over, før de bruger alle deres penge på fx iPod og computer?

Når man får mange penge til konfirmation, vil det selvfølgelig være fristende at bruge alle pengene på fx computer eller tv. Det er måske første gang, man har så mange penge mellem hænderne, og det kan være lidt irriterende at tænke på, at pengene bare skal ind på kontoen. Det, du skal huske på, er, at du er bedre stillet, når du bliver ældre, hvis du har en sum penge sparet op. Hvis du gerne vil rejse efter gymnasiet eller have kørekort, når du bliver 18 år, så har du allerede en god sum penge på kontoen og behøver ikke knokle på fritidsjob for at få råd til det.

Hvad er fordelen ved at spare op og være fornuftig?

Fordelen er, at du er mere fri senere. Det vil sige, at du måske ikke behøver at knokle et helt år efter gymnasiet for at få råd til at rejse. Samtidig optjener du renter i perioden, indtil du skal bruge pengene. Renter af opsparing er den nemmeste måde at tjene penge på 🙂

Kan det betale sig at gå på bankjagt efter den bedste rente, eller har det ikke den store betydning?

Det er selvfølgelig altid en god idé at undersøge, hvad de forskellige banker kan tilbyde. Nogle banker tilbyder en meget attraktiv rente til konfirmander, og det kan være en fordel i at vælge disse banker. Det vil også være smart at vælge en bank, hvor man selv kan logge på netbank – fx på sin smart-phone. Så lærer man det med at tjekke sin konto og have styr på, hvor meget man har sparet op, og hvor meget man har til resten af måneden.

Vil du opfordre til, at man skifter bank til fordel for en særlig høj rente?

Jeg vil anbefale, at man sammen med sine forældre kigger på, hvor man kan få den største rente. Det er ikke sikkert, at det er nødvendigt at skifte bank. Ofte kan man bare nøjes med at have opsparingen i banken med den høje rente og have sin forbrugskonto i sin nuværende bank. Ofte bruger man sin forældres bank og rådgiver, og det kan være fint at have et tilhørsforhold til banken gennem sine forældre til at starte med. Så kan man altid vælge, hvor man vil være kunde, når man bliver ældre.

Det er jo meget forskelligt, hvor mange penge konfirmanderne får. Er der som regel en grænse for, hvor lidt man kan sætte i banken, hvis man vil oprette en opsparingskonto?

Der er ingen grænse for, hvor lille en opsparing kan være. Selv en lille opsparing giver renter, og det kan jo være, man vil begynde at spare fx 100 kroner op om måneden fra sit fritidsjob. ALT tæller i den sidste ende – det gælder i øvrigt også for voksne:)

Er det en god idé at oprette en særlig konto?

Jeg har altid selv holdt min opsparingskonto separat fra min lønkonto. Jeg tror, at det for de fleste er for fristende at samle de to ting. Man kommer simpelthen til at bruge pengene, hvis de er blandet sammen med de penge, man har til forbrug.

Er du selv blevet konfirmeret eller nonfirmeret?

Jeg blev konfirmeret i 1994.

Fik du pengegaver, eller fik du ting?

Jeg fik både penge og gaver, kan jeg huske.

Hvad brugte du dine pengegaver til?

Jeg brugte lidt på blå mandag, men satte de fleste ind på en konto i Morsø Sparekasse. Pengene blev brugt, da jeg var 18-19 år – til kørekort eller bil. Det var fedt, at jeg selv havde pengene og kunne gøre, hvad jeg ville med dem. Da jeg fyldte 18 år, var jeg glad for, at jeg ikke fyrede dem af, da jeg blev konfirmeret.

Du oplever jo rigtig mange unge mennesker i programmet Luksusfælden, der har en stor forbrugsgæld, hvorfor går det så galt for mange af dem?

Mange af de unge, vi er ude ved, har ikke fået en ordentlig undervisning i, hvordan økonomi hænger sammen. At man skal tjene penge for at kunne bruge penge. De kunne godt have brugt en voksen, der tidligt havde sat sig ned og forklaret dem, hvordan fx et budget hænger sammen. Og at penge ikke er noget, der hænger på træerne. Mange unge opdager det ført, når de sidder i luksusfælden.

Kan du komme med nogen gode råd til konfirmanderne?

Jeg forstår godt, at det er fristende, at bruge alle pengene efter din konfirmation, men prøv ikke at lade dig friste til at bruge dem alle sammen nu. Sæt fx 1.000 kroner af til blå mandag, og sæt resten ind på din konto i banken. Hvis du er i tvivl, så spørg dine forældre. De har trods alt erfaringen.

Gode tips:

–   Brug kontanter i stedet for kort, så du i situationen virkelig tænker over, om det, du vil købe, er pengene værd.

–   Væn dig til at forhandle om pris – dem, der ikke gør det, betaler mere.

–  Forbrugsgæld – lad vær’!

Sofie Odde Ibsen, 14 år, konfirmation den 12. maj 2012.

1 maj

sofies konfirmation
Foto: Privat

Kon4mation har fået et indblik i Sofie Odde Ibsens konfirmation d. 12 maj 2012. Læs om hendes store dag her 🙂
Dagen før min konfirmation tog jeg det faktisk mere roligt, end jeg havde troet, jeg ville. Dagen gik lige så stille og roligt. Det blev aften, og jeg skulle i seng, men jeg kunne ikke falde i søvn.

Jeg faldt så endelig i søvn, men vågnede allerede klokken fem om morgenen. De andre i huset sov og var slet ikke klar til at stå op, så jeg lå i to timer og halvsov og tænkte det hele igennem. Klokken blev otte, og min frisør kom. Vi havde regnet med, at hun var færdig med både mig og min mor klokken halv elleve, men der var hun kun færdig med mig, så der kom lige ret meget stress på. Min far kom og hentede mig, og så kørte vi af sted til kirken. Lige et par minutter før vi begyndte i kirken, kom min mor, hendes kæreste og hans datter.

I kirken kom den tid, hvor alle konfirmanderne skal op og sige ja til, at man tror på Gud. Når det er hver konfirmands tur, rejser familien sig. Da det så blev min tur, hørte jeg nogle af drengene sige: “OMG, det var så halvdelen af kirken, der rejser sig op”. I kirken skal man selv sige sit vers, og jeg var mega bange for at kludre i det, men jeg klarede det.

Da vi var færdige i kirken, skulle alle konfirmanderne stå sammen og få taget billeder. Det tog mega lang tid, og man fik helt ondt i kinderne, fordi man skulle smile så meget.

Jeg gik så ud til parkeringspladsen, hvor der holdte den fedeste amerikanerbil, en Dodge Challenger. Jeg vidste det godt, for jeg havde selv arrangeret det. Men jeg blev super glad alligevel. Det var min nabo Thomas, der skulle køre mig. Vi kørte en lille omvej på vejen hjem, men til min store overraskelse var næsten alle gæsterne kommet og så mig i den super flotte bil.

Det er så overvældende at blive konfirmeret, fordi man hele tiden får at vide, at man ser rigtig smuk ud, og jeg var i centrum hele dagen. Det var lidt underligt at være dagens midtpunkt, men efter noget tid tænkte jeg ikke særlig meget over det. Jeg ville ønske, at man bare kunne holde mange flere konfirmationer.

Jeg begyndte at åbne gaver, da der var blevet budt velkommen, men jeg nåede ikke at blive færdig, før vi skulle spise. Det føltes som om, der var flere tusinde gaver.

Under middagen var der mange super flotte, rørende og gode taler og sange. Til sidst blev det min tur til at holde min tale, give min mor, far og min mors kæreste en gave, og til sidst synge min sang. Det gik meget bedre, end jeg havde troet. Jeg havde nemlig troet, at jeg ville stå og græde helt vildt, men det gjorde jeg ikke. Eller jeg var lige ved at græde, men jeg holdt igen og kom godt igennem talen.

Så var det tid til kaffe, te og chokolade og høre god musik på den gammeldags jukeboks, vi havde lejet. Super fedt og en rigtig dejlig dag.

Fede konfirmationssmykker

31 mar

smykker drenge

Mangler du et fedt smykke til konfirmationen eller til ønskelisten? 

Kon4mation har fundet nogle super cool smykker som både kan bruges på konfirmationsdagen men også på længere sigt. Et smart ur fra Adidas eller et trendy læderarmbånd fra Kranz og Ziegler. Mulighederne er mange og det er med smykkerne, du kan vise din helt egen personlige stil.

1) Konrad halskæde fra Smartguy, vejl. pris 150,-

2) Sølvring med kors, Kranz og Ziegler, vejl. pris 995,-

3) Læderarmbånd fra Kranz og Ziegler, vejl. pris 525,-

4) Adidas ur fra Smartguy, vejl. pris 1.194,75,-

5) Halssmykke fra Smartguy 

6)Karate flyvespark af rent sølv fra  Sportssmykker, vejl. pris 1.395,-

7) Kors halskæde i oxyderet sterlingsølv på nylonsnor fra Aagaard, vejl. pris 950,-

Mangler du ungdomspraktik i uge 15??

20 mar

8. klasse i Praktik i uge 15

Vil du være en del af en ny ungdomsredaktion, der udgiver eksklusive magasiner, laver film til blogs og Facebook på Magasinforlaget?

 

Om Magasinforlaget Aps

Magasinforlaget ApS er en lille virksomhed, der har eksisteret i 12 år med at udgive Bryllup&Fest og Kon4mation, der begge kommer én gang om året. På Kon4mation vil vi gerne tænke nyt, og lade de unge formidle til de unge.

 

Ny ungdomsredaktion – skal du være med?
Vi vil i praktikperioden lave en ungdomsredaktion. Vi søger derfor en række praktikanter, der vil indgå i det team.

 

I praktikperioden skal praktikanten
– være en del af en samlet ungdomsredaktion ’kon4mation’, som består af praktikanter
– tænke kreativt og finde på indhold til magasin, onlinemagasin, Facebook mm.
– skrive artikler. Den eksisterende redaktør på Magasinforlaget Aps. Giver feedback, hvorefter skribenter tilretter artikler mm.
– Interviewe personer om relevante emner, filme og klippe det sammen til en lille webfilm, der bruges på blog, online magasin samt i det trykte magasin. Der gives introduktion til at filme og klippe.

Praktikperioden er på 37 timer i uge 15. Mødetid er som udgangspunkt fra 8-16, men der vil enkelte dage være tale om arbejde ude i ’marken’ når der fx skal interviewes filmes mm.

 

Se kon4mation på:
www.facebook.com/kon4mation (like os gerne :-))
www.konfirmationsblog.wordpress.com (følg os endelig :-))
www.kon4mation.dk

For uddybende spørgsmål vedr. praktikpladsen kontakt Solveig Høgh Larsen

35 853 854 (Hverdage kl. 8-16).

Du skal lave en skriftlig ansøgning og sende den til redaktion@magasinforlaget.dk senest torsdag den 20. kl. 23.59.

Ansøgningen skal indeholde: Navn, klasse, alder, interesser og hvorfor vi lige nøjagtigt skal tage dig i praktik på Magasinforlaget.
Vi vil forsøge at vælge lige antal drenge og piger fra forskellige klasser til redaktionen.

 

Glæder os til at høre fra dig!

Magasinforlaget ApS

Solveig Høgh Larsen

Ti skarpe til konfirmanden Anne-Cathrine

18 mar

Anne Cathrine Trolle_Ti skarpe til konfirmanden

Anne-Cathrine Trolle er 15 år. Hun blev konfirmeret den 4. maj 2012 i Kolding. Gæsterne var inviteret til middag på hotel Kolding Fjord. Efter middagen med sange og taler blev alle inviteret hjem til Anne-Cathrine til bordfodbold, kolde drikke og natmad.

Hvorfor valgte du at blive konfirmeret?

Jeg valgte at blive konfirmeret, fordi det er en selvfølge.

Tror du på Gud?

Nej, det gør jeg ikke.

Hvordan var det at gå til konfirmationsforberedelse?

Nogen gange var det sjovt, og andre gange var det kedeligt. Det var nok noget af det, jeg helst ville have været fri for.

Hvor meget af festen havde du selv været med til at planlægge?

Jeg var med til at planlægge, hvilke farver temaet skulle have, og hvad vi skulle have og spise, men det var min mor, der sørgede for, at det kom til at ske.

Hvad havde du af forventninger til dagen?

Jeg havde ikke de største forventninger, fordi jeg var meget nervøs og håbede bare på det bedste. Nok en af de eneste forventninger, jeg havde, var, at min bror holdt en tale, fordi jeg også holdte en tale for ham, da han havde konfirmation. Og det gjorde han!

Holdt du en tale, eller skrev du en takkesang til festen?

Jeg ville gerne have det overstået så hurtigt som muligt, så jeg ikke skulle sidde og tænke på det og være nervøs over det under hele middagen. Så jeg bød velkommen, da gæsterne kom, og sagde tak til mine forældre for arrangementet, og det var ellers bare det.

Hvad fik du af gaver?

Jeg fik penge, smykker, lidt tøj, parfume og et spejlreflekskamera.

Hvad var det bedste ved dagen?

Det bedste ved dagen var helt klart alle de fine og gode taler, gæsterne holdt for mig. Især min brors tale var rigtig flot.

Hvad lavede du til blå mandag?

Hele min klasse tog til Aarhus, hvor drengene gik for sig, og pigerne for gik sig. Vi havde bestilt brunch alle sammen – både piger og drenge. Til frokost spiste vi piger frokost på en café ved åen. Vi gik rundt i Aarhus og hyggede os og shoppede lidt. Vi spiste fælles aftensmad på en italiensk restaurant i Kolding, og så gik vi hver til sig.

 

Har du et godt råd til næste års konfirmander?

Slap af og nyd det, for dagen er meget hurtigt overstået.

Temaet er afgørende for den perfekte konfirmation, drengene!

9 mar

DIY invitationer, drenge

 

 

Når der skal diskuteres invitationer, bordpynt og tema til drengenes konfirmation, ses den gennemgående røde tråd i farvevalget. Drengene har ofte en bundfarve som fx sort og hvid med en enkel og klar farve som supplement. Kon4mation giver her tips og tricks til din egen fest.

Af: Natasja Gosch – Paper deluxe

 

 

Til konfirmationen er der mange ting at tænke på: invitationer, bordpynt, bordkort og måske endda også takkekort? Hvis du ønsker at lave disse ting selv, kan det være lettest at starte med at finde en rød tråd, der går igen for alle de forskellige elementer.

 

Pernille fra Paperdeluxe råder altid konfirmanden til enten at starte med at finde en farve, man godt kan lide, eller et tema, der siger noget personligt om en selv. Så kan man bygge ud fra det. Når den røde tråd er fundet, er det en god idé at gå på nettet og søge inspiration. Her er der meget hjælp at hente.

 

Førstehåndsindtrykket

Invitationen er gæstens første indtryk af lige netop DIN konfirmation. Hvis du vil lave en personlig invitation, kan du igen starte med at vælge en farve, der er tema til resten af konfirmationen. Men du kan også komme rigtig langt på din egen computer.

 

Det kan være du er fodboldfan eller fan af en sportsstjerne, som du vil tage udgangspunkt i på din invitation? Det kunne fx også være et billede af dig selv, eller du kan vælge at holde kortet enkelt i de farver, der er gennemgående for konfirmationen.

 

En invitation kan desuden være formet som et dobbeltkort, man åbner. Det kan også inspireres af fx fodbold og formes som en fodboldtrøje. Eller du kan bruge farverne fra yndlingsklubben fx Barcelona og bruge dem som farver også til borddækning. Idéerne er mange, og også her er internettet en rigtig god inspiration.

 

En fodbold på bordet

Bordpynten er vigtig for det samlede indtryk af konfirmationen. Hos drengene vælges der enten et enkelt look med farver, der går igen fra invitationen, eller der pyntes op fra det tema, der er gennemgående – fx en sportsgren. Fx en fodbold som skæres over og bruges til at plante blomster i. Eller du kan købe nogle gennemsigtige cylindre og fylde dem med golfbolde.

 

Ved bordpynt er det vigtigt at tage udgangspunkt i en enkelt eller to temaer, som det bærende ved pynten. På den måde overpynter du ikke bordet. Overvej igen den røde tråd. Skal det være en farve, der er det gennemgående eller noget mere personligt? Kort sagt, find en ting, der er DIG, og lav det til omdrejningspunktet for hele konfirmationen.

 

 

Temaer:

En farve

Sport

Hobby

Astrologi

Golf

Fodbolden

Rock

Årstid

 

 

Til inspiration:

 

Amerikanske hjemmesider kan være gode til inspiration.

På Pinterest pinnes er der mange billeder, som kan hjælpe til inspiration.

 

Gå ikke i gang for sent – tænk over dit tema så hurtigt som muligt. Det tager tid at finde ud af, hvordan lige netop din konfirmation skal være.

 

 

Temaet er afgørende for den perfekte konfirmation, pigerne!

8 mar

DIY invitationer, piger

Af Natasja Gosh – Foto: Paperdeluxe

Når der skal diskuteres invitationer, bordpynt og tema til pigernes konfirmation, er den gennemgående røde tråd stilrent. Pigerne vil holde festens tema enkelt og i nogle klare farver. Kon4mation giver dig her  tips og tricks til din egen fest.

Til konfirmationen er der mange ting at tænke på: invitationer, bordpynt, bordkort og måske endda også takkekort? Hvis du ønsker at lave disse ting selv, kan det være lettest at starte med at finde en rød tråd, der går igen for alle de forskellige elementer.

Pernille fra Paperdeluxe råder altid konfirmanden til enten at starte med at finde en farve, man godt kan lide, eller et tema, der siger noget personligt om en selv. Så kan man bygge ud fra det. Når den røde tråd er fundet, er det en god idé at gå på nettet og søge inspiration. Her er der meget hjælp at hente.

Førstehåndsindtryk

Invitationen er gæstens første indtryk af lige netop DIN konfirmation. Hvis du vil lave en personlig invitation kan du igen starte med at vælge en farve, der er tema til resten af konfirmationen. Men du kan også komme rigtig langt på din egen computer.

Det kan være du har en yndlingsblomst eller et yndlingsdyr, du vil have på dit kort? Det kan også være et billede af dig selv. En invitation kan desuden være formet som et dobbeltkort, man åbner. Det kan også have form af selve yndlingsblomsten. Fx en stor solsikke, hvor teksten er skrevet på blomsten. Idéerne er mange, og også her er internettet en rigtig god inspiration.

Enkelt og stilrent

Bordpynten er vigtig for det samlede indtryk af konfirmationen. Hos pigerne vælges der ofte et enkelt look lige nu i farver sort, hvid og en pangfarve til at løfte det lidt op. Hvis du vil have det enkle look og lave bordpynten selv, er et godt tip at lave sin egen bordløber i stof – fx i den pangfarve som du også har brugt på invitationen? Ikea har mange fede og billige tekstiler, og så er det bare om at måle og klippe og evt. sy bordløberen lidt i siden. Men du kan sagtens slippe af sted med at klippe den helt lige.

Bordpynten kan også være det tema, du har brugt i invitationen. Fx en solsikkeblomst. Her kunne pynten være nogle store flotte solsikker midt på bordet og servietter i samme farve.

Ved bordpynt er det vigtigt at tage udgangspunkt i en enkelt eller to temaer, som det bærende ved pynten. På den måde overpynter du ikke bordet. Overvej igen den røde tråd. Skal det være en farve, der er det gennemgående, eller noget mere personligt? Kort sagt find en ting, der er DIG, og lav det til omdrejningspunktet for hele konfirmationen.

Temaer:

En farve

Sport

Hobby

Blomster

Heste

Astrologi

Disko

Hollywood

Gymnastik

Årstid

Til inspiration:

– Amerikanske hjemmesider kan være gode til inspiration. På Pinterest pinnes er der mange billeder, som kan hjælpe til inspiration.

 – Gå ikke i gang for sent – tænk over dit tema så hurtigt som muligt. Det tager tid at finde ud af, hvordan lige netop din konfirmation skal være.

Billede

Gaveinspiration til drengene

1 mar

gaveinspiration, drengene

Det kan være svært at finde på konfirmationsønsker udover penge. Kon4mation har derfor samlet lidt inspiration til gavelisten, som du kan få glæde af i længere tid.

Find inspiration på disse links:

http://centurion.dk/
http://www.olympus.dk/pen
http://www.sportssmykker.dk
http://www.fona.dk
http://www.smartguy.dk
http://www.kelkoo.dk