Nikolais konfirmation

Nikolai blev konfirmeret den 17. maj 2012 i Stavnsholtkirken i Farum. Ud over stolte forældre i kirken, en fantastisk fest i haven og taler fik Nikolai et særligt ønske opfyldt. Læs her, hvad Nikolai skriver om hans konfirmation.

Af: Nikolai Bjerre Lyndgaard – foto: privat

Kirken

Vi stillede os op i to rækker ude i våbenhuset og gik to og to ind i kirken, hvorefter vi skulle sætte os ned ved vores familier. Vi havde været i kirken masser af gange i løbet af det foregående halve år, men den her gang blev det forventet, at vi gjorde lidt mere end bare at holde os vågne gennem prædikerne. Hver gang jeg kiggede ned ad rækken, jeg sad på, kunne jeg se, at hele min familie sad og smilede til mig. Jeg er ret dårlig til at være centrum for opmærksomheden, så jeg kunne ikke kigge i deres retning særlig længe ad gangen. Jeg fik det dog noget bedre, da jeg kiggede rundt og kunne se, at alle de andre også mødte de samme blikke fra deres familier. Og så var de jo bare stolte af os.

Festen derhjemme

Derhjemme havde vi få dage for inden sat et beduintelt op i haven. Det var vores eget telt, som er blevet brugt til alle større arrangementer i min familie, så det betød rigtig meget for mig, at min konfirmationsfest også blev holdt i teltet. Der gik ikke lang tid, fra vi var kommet hjem fra kirken, til at gæsterne så småt begyndte at komme. Og med gæsterne kom gaverne selvfølgelig også. Jeg har svært nok ved at holde styr på mine julegaver hvert år, så jeg fik hjælp af min tante til at holde styr på, hvem jeg fik hvad af. Men det var nu ikke det at holde styr på gaverne, der skræmte mig mest. Det var talerne. Som sagt er jeg ikke glad for at være centrum, og tankerne om talerne fik mig stadig til at tænke på alle de ting, som folk måske kunne finde på at sige. Jeg havde heldigvis aftalt med mine forældre, at de ikke ville sige noget pinligt, men der var jo også andre talere. Og så var der den værste: Min egen tale. Det gik nu meget godt, men jeg var virkelig nervøs, da jeg skulle stille mig op foran hele forsamlingen og sige det, jeg havde forberedt.

Min bedste gave

Jeg havde længe ønsket mig at komme på safari i Afrika. Jeg har set utallige dyreprogrammer, film og hørt historier fra mine forældre og bedsteforældre, som alle har været af sted. Det er ikke helt billigt at tage på safari, så jeg var rigtig glad, da mit ønske om at få en safari for hele familien i konfirmationsgave blev godt modtaget af mine forældre. Vi bestilte allerede turen et år inden min konfirmation, så det var noget, jeg havde set frem til i lang tid. Vi skulle bo på en danskejet safarilodge i Sydafrika. Vi boede lige ned til en flod, som var samlingssted for en del dyr, der ville drikke eller afkøles. Vi fik vores eget hus, som lå lige ned til floden få meter fra hovedhuset. En safari er ikke en typisk ferie. Vi boede ude i en nationalpark på størrelse med Jylland, så der var mange vilde dyr, man skulle passe på, og det gælder især de små giftige dyr som edderkopper, skorpioner og slanger, der kan snige sig ind i huset og gemme sig i ens tøj og sko. En anden ting, der gør en safari til en anden oplevelse end sædvanlige ferier, er, at man skal meget tidligt op om morgenen for at få noget ud af dagene, som man hovedsageligt bruger i jeep eller minibus. Om aftenen har man typisk et par timer til at fordøje dagens oplevelser og slappe af, før der er aftensmad. Nogle gange er det også en lidt eksotisk menu, der bliver serveret. På en uge fik jeg smagt både kudu, struds, bøffel og impala. Normalt er jeg ikke en, der er særlig glad for stramme tidsplaner, tidlige morgener, eller mad, hvor jeg ikke ved, hvad det er, men man vænner sig til morgenerne, man lægger knap nok mærke til, at tiden går, og maden var fantastisk. Og uanset hvad ville det stadig have været det hele værd på grund af de fantastiske oplevelser, man får med dyrene; at se en elefant, som bevæger sig så tæt på, at den kan røre dig med snablen, at høre løven brøle midt om natten, mens man prøver at finde ud af, hvor det kom fra, eller at se de store flokke af dyr, som græsser på savannen. Jeg ville elske at tage på sådan en tur igen. Det var den bedste gave, jeg kunne have drømt om.