Konfirmations kagen

20 feb

Kage til konfirmationen – er det populært? Ja, mere og mere. Kagen er en sjov måde at fortælle lidt om konfirmanden og oven i købet en velsmagende måde. Kon4mation har talt med Anita Nielsen, der er indehaver af Kageriget, der har er specialister i konfirmationskager.

Af Solveig Høgh – Foto: Morten Flarup, Kim Hejn, Hejn photo, Anita Nielsen

konfirmationskager

 

 

Hvad er kagetrenden?

Det populære ved konfirmationskagerne er helt sikkert historien, de kan vise. Kagen kan være sjov, som fx pigen der er kendt for altid at have et rodet værelse. Her bliver kagen pyntet med tøj, tasker, pc’er og konfirmanden selv (modeleret i marcipan) med en basketboldt. Andre er mere til det enkelte og smukke, hvor det er farverne og en smuk tekst, der er vigtig, hvilket også fortæller noget om konfirmanden. I år er det mest populære for drengene ipad og biler. For pigerne er det idoler, boybands og heste.

 

Hvad er mest populært – cupcakes eller en stor kage?

Mange familier starter ud med at tro, at de skal have cupcakes, fordi det er kendt og er dekorativt med de mange farver. Men når de finder ud af, at der er sjovere og mere personlige muligheder inden for kageverdenen, er de hurtigt med på den idé. Hertil kommer, som en vigtig del, jo også smagen!

 

Hvad er den mest populære smagsvariant?

“Tripple” med de tre smukke farver, den milde smag og bløde konsistens. Den er også velegnet som dessertkage. Generelt er konfirmander ikke så meget til kraftige smage som kaffe, mørk chokolade og rom. Det er mere de friske frugtsmage og milde chokolademousser, der er populære. Det passer også godt til foråret, hvor langt de fleste konfirmationer jo er.

 

Hvilke overvejelser skal man gøre, inden kagen vælges?

Bruges den som dessert, er det vigtigt, at der er et pænt stykke til hver person, da det er en del af en tre-retters menu og skal mætte. Vælger man kagen om eftermiddagen efter maden, kan man ofte bestille til færre personer, end der reelt er. Børn spiser som voksne, når det kommer til kage, så her skal man ikke gå ned i antal personer. Er kagen blot et sjovt indslag under middagen eller efter, kan man evt. bestille til det halve antal personer, så der blot vil være en lille smagsprøve af kagen, efter den har stået til udstilling noget tid.

 

Hvor lang tid inden den store dag, skal kagen bestilles?

Når konfirmationerne falder i maj, er det godt at være ude i god tid, tre til fire måneder, da der også er mange bryllupper der. Hvis man skal konfirmeres i april, som er den mest almindelige konfirmationsmåned, er det fint med en måned eller to forinden.

 

 

Har du nogle gode råd til valg af kage, smag og udseende?

Tænk over, hvad der passer bedst ind i den enkelte konfirmands fest. Find inspiration på nettet, og bestil smagsprøver af de forskellige smagsvarianter hos konditoren – smag og behag er jo meget forskellig, så det er vigtigt at finde frem til den smag, du bedst kan lide.

 

Tips til opbevaring af kagen

Kagen kan afhentes dagen før brug, hvis der er plads i et køleskab med temperatur under 5 grader. Hos kageriget har vi også åben for afhentning søndag morgen, selvom det er uden for vores normale åbningstider, og kan desuden sørge for levering.

 

 

Om Kageriet:

Kageriget ligger i Holsted og laver kager til alle livets fester. Kagerne er unikke, individuelle og et håndværk i sig selv. Konditor Anita Nielsen er uddannet bager og konditor og har arbejdet som chefkonditor i Conditori og Café H.C.Andersen i København i flere år. I denne periode lavede hun blandt andet bryllupskagen til Kronprinseparret. Kageriget tilbyder, at man kan komme forbi og smage kagevarianter og vælge den smag, der passer dig og din fest. De afholder derudover smagsaftener for dem, der har svært ved at nå det i hverdagen. Se meget mere på www.kageriget.dk

Morten FlarupJydskeVestkysten_08.09.12

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar