Arkiv | Uncategorized RSS feed for this section

Nyt Kon4mationsmagasin på trapperne

27 okt

Så modtog vi vores nye trykte magasin fra trykkeriet. Glæd jer – det kan købes i kioskerne fra den 19. november 😉

Nyt magasin

Kon4mation 2016 modtaget fra trykkeriet

Konfirmationsmake-uppen

10 mar

En lækker make-up er med til at fuldende dit konfirmationslook. Der er mange muligheder og fristelser, når der skal handles ind til make-up pungen. Kon4mation har derfor talt med Michelle Lerchedal, Resident Trainer i Mac Cosmetics Danmark, der deler ud af gode råd, tips og trends.

Mac cosmetic

Af Solveig Høgh – foto: Mac Cosmetics

 

Hvad er make-up trenden 2014?

Huden skal være naturlig, og man skal fremhæve teksturerne i huden. Det kan være med noget shine på kindbenene, der kan være lidt metallisk. Trenden er, at det skal være så naturligt, at man ikke umiddelbart kan se, at man har make-up på. Derudover er den helt store trend brugen af popfarver, fx nogle orange og pink farver eller skarpe og blå nuancer. Det er vigtigt, at det kun skal være en lækker detalje, som fx en læbe eller øjenskygge der har en pangfarve som kontrast til det naturlige look.

 

Hvad er dit bud på konfirmations make-uppen?

Konfirmation symboliserer det rene og naturlige. De fleste har hvide kjoler på, og derfor skal make-uppen også holdes i de rene og naturlige nuancer. Find en pudder, concealer eller foundation, der matcher din hudtone, så huden ser ensartet ud. Derudover skal du fremhæve dine naturlige træk. Læg en skygge på øjnene, så de fremhæves, og brug en god mascara – mascara gør alt for looket. Find en gloss eller læbestift i en sart, rosa farve eller en ferskenkulør. Er der en detalje på dine sko, eller på dine hår-accessories, kan du matche dette med den samme farve i make-uppen eller en lille detalje som fx samme farve fingre- eller tånegle.

 

Hvad er dine bedste tips til at få make-uppen til at holde hele dagen?

Start med at forberede huden, og skab en god base for din make-up. Det gør man ved, at den er ren og renset og giver den en god fugtighedscreme. Sørg for at have en god foundation eller pudder med dig, så du kan touche op i løbet af dagen. Hav også altid noget med til læberne, så de kan touches op i løbet af dagen. Når det kommer til øjnene, kan du få forskellige baser, så øjenskyggen kan sidde længere og mere ensartet. Vandfast mascara er desuden et must, da det holder til både regn og tårer.

 

Hvad er nogle absolutte make-up musthaves?

Hvis jeg skulle vælge en ting til makeuppungen, ville jeg altid vælge en mascara. Ellers en foundation og en gloss til kinder og læber. Til enhver make-up pung er der brug for gode pensler – det er penslerne der gør arbejdet. Hav en til øjnene og en til kinder og hud. Fordelen ved at bruge en pensel til din foundation er, at du bruger mindre af produktet.

 

 

Tip:

Prøv foundation af i dit ansigt, inden du køber den. Mange prøver den kun på hånden, og du kan ikke regne med, at du på hænderne har den samme kulør som i ansigtet. Find den, der matcher din hud bedst muligt, og invester evt. i bronzing powder til at give huden lidt farve bagefter.

 

Trin for trin – sådan lægger du en flot konfi make-up

Start ud med hud, og få den naturlig og fin, og byg så oven på. Du starter derfor med basen – pudder foundation, concealer eller hvad du bruger. Vælg herefter, hvor fokus skal være – vil du have fokus på øjne eller læber? Og så læg lidt farve på fokusstedet. De fleste har et område i ansigtet, som man bedst kan lide eller vil have fremhævet, og så skal man bare sørge for, at det kommer i fokus.

 

Tips til Make-up og indkøb

Det kan være meget overvældende at gå ud og kigge på make-up. Der er mange farver og mange muligheder. Michelle giver her fire gode råd:

 

–          Start med at finde en basis make-up – det man kan bruge i hverdagen.

–          Husk hellere at brug for lidt end for meget – det er det naturlige, der er det smukke og det, der er trenden.

–          Spørg ekspedienten til råds, og få vejledning, så du får den rette farve. Hos MAC kan du endda prøve at få lagt en make-up og lære, hvordan du selv kan gøre det.

–          På www.maccosmetics.dk  kan du tilmelde dig med din e-mail, og herefter få nyhedsbreve om nye farver, kollektioner, tips og videoguides, der viser hvordan du lægger make-up mm.

Redaktionen elsker:

MAC fugtspray, der giver fugt til huden. I løbet af dagen kan du give din hud fugt og oven på foundation eller pudder kan huden se mere naturlig ud.

 

 

Konfirmations kagen

20 feb

Kage til konfirmationen – er det populært? Ja, mere og mere. Kagen er en sjov måde at fortælle lidt om konfirmanden og oven i købet en velsmagende måde. Kon4mation har talt med Anita Nielsen, der er indehaver af Kageriget, der har er specialister i konfirmationskager.

Af Solveig Høgh – Foto: Morten Flarup, Kim Hejn, Hejn photo, Anita Nielsen

konfirmationskager

 

 

Hvad er kagetrenden?

Det populære ved konfirmationskagerne er helt sikkert historien, de kan vise. Kagen kan være sjov, som fx pigen der er kendt for altid at have et rodet værelse. Her bliver kagen pyntet med tøj, tasker, pc’er og konfirmanden selv (modeleret i marcipan) med en basketboldt. Andre er mere til det enkelte og smukke, hvor det er farverne og en smuk tekst, der er vigtig, hvilket også fortæller noget om konfirmanden. I år er det mest populære for drengene ipad og biler. For pigerne er det idoler, boybands og heste.

 

Hvad er mest populært – cupcakes eller en stor kage?

Mange familier starter ud med at tro, at de skal have cupcakes, fordi det er kendt og er dekorativt med de mange farver. Men når de finder ud af, at der er sjovere og mere personlige muligheder inden for kageverdenen, er de hurtigt med på den idé. Hertil kommer, som en vigtig del, jo også smagen!

 

Hvad er den mest populære smagsvariant?

“Tripple” med de tre smukke farver, den milde smag og bløde konsistens. Den er også velegnet som dessertkage. Generelt er konfirmander ikke så meget til kraftige smage som kaffe, mørk chokolade og rom. Det er mere de friske frugtsmage og milde chokolademousser, der er populære. Det passer også godt til foråret, hvor langt de fleste konfirmationer jo er.

 

Hvilke overvejelser skal man gøre, inden kagen vælges?

Bruges den som dessert, er det vigtigt, at der er et pænt stykke til hver person, da det er en del af en tre-retters menu og skal mætte. Vælger man kagen om eftermiddagen efter maden, kan man ofte bestille til færre personer, end der reelt er. Børn spiser som voksne, når det kommer til kage, så her skal man ikke gå ned i antal personer. Er kagen blot et sjovt indslag under middagen eller efter, kan man evt. bestille til det halve antal personer, så der blot vil være en lille smagsprøve af kagen, efter den har stået til udstilling noget tid.

 

Hvor lang tid inden den store dag, skal kagen bestilles?

Når konfirmationerne falder i maj, er det godt at være ude i god tid, tre til fire måneder, da der også er mange bryllupper der. Hvis man skal konfirmeres i april, som er den mest almindelige konfirmationsmåned, er det fint med en måned eller to forinden.

 

 

Har du nogle gode råd til valg af kage, smag og udseende?

Tænk over, hvad der passer bedst ind i den enkelte konfirmands fest. Find inspiration på nettet, og bestil smagsprøver af de forskellige smagsvarianter hos konditoren – smag og behag er jo meget forskellig, så det er vigtigt at finde frem til den smag, du bedst kan lide.

 

Tips til opbevaring af kagen

Kagen kan afhentes dagen før brug, hvis der er plads i et køleskab med temperatur under 5 grader. Hos kageriget har vi også åben for afhentning søndag morgen, selvom det er uden for vores normale åbningstider, og kan desuden sørge for levering.

 

 

Om Kageriet:

Kageriget ligger i Holsted og laver kager til alle livets fester. Kagerne er unikke, individuelle og et håndværk i sig selv. Konditor Anita Nielsen er uddannet bager og konditor og har arbejdet som chefkonditor i Conditori og Café H.C.Andersen i København i flere år. I denne periode lavede hun blandt andet bryllupskagen til Kronprinseparret. Kageriget tilbyder, at man kan komme forbi og smage kagevarianter og vælge den smag, der passer dig og din fest. De afholder derudover smagsaftener for dem, der har svært ved at nå det i hverdagen. Se meget mere på www.kageriget.dk

Morten FlarupJydskeVestkysten_08.09.12

 

 

 

 

 

 

Lilly konfirmations accessories 2014 ♥

15 feb

lilly,asses

Det er ikke kun kjolen, der er vigtig at have styr på til din konfirmation. Lækre accessories er et must og super trendy. Der findes utallige muligheder, hvad enten det er smykker, sko, bælter, headpieces mm. Redaktionen har fundet nogle smukke og trendy accessories som du kan blive inspireret af her.

Du kan finde flere accessories og inspiration på lilly ♥

Tjek den nye konfirmationsApp ud i app store.

6 feb

Kon4mation har lige udgivet en helt ny App, der løbende bliver opdateret med de nyeste trends til konfirmander!

Download den gratis på app store og tjek den ud – du vil ikke fortryde det! 🙂

Pigernes version kan findes på linket nedenfor – drengene må vente lidt endnu.

https://itunes.apple.com/dk/app/konfirmation/id808338535?l=da&mt=8

 

Sprogrejse i konfirmationsgave

5 feb

Da Oskar Riskær-Smidt blev konfirmeret i april 2013, fik han sig noget af en overraskelse, da han åbnede en af gaverne fra hans familie. Oskar fik en sprogrejse til England i to uger i sommerferien. Og selvom det ikke var noget, Oskar havde ønsket sig, endte det med at blive en oplevelse for livet.

saprogrejse

Af: Oskar Riskær-Smidt

Da jeg fik konfirmationsgaven af min forældre, og så at det var en sprogrejse til England, var jeg først lidt skeptisk. Mest fordi jeg ikke følte mig så sikker på sproget. Jeg var nemlig ikke specielt god til engelsk – jeg var rent ud sagt dårlig til det. Men jeg gik nu med til det alligevel.

Intromøde på DTU

Inden rejsen deltog jeg og mine forældre i et informationsmøde på DTU. Det var ret spændende at høre om andres oplevelser på sprogskoler, som de havde været på. Jeg var dog stadig skeptisk og meget nervøs. Hvad nu hvis jeg blev drillet, ikke fik nogle venner eller slet ikke kunne fatte hvad de sagde.

 

Afrejse

Da jeg kom ud til lufthavnen, mødte jeg to søde danske piger, der tilfældigvis skulle det samme sted hen som mig. Vi fulgtes ud til terminalen, hvor vi kom ombord på flyet. De sad også ved siden af mig i flyet. Det gjorde mig lidt mere tryg. Men hvis jeg havde været alene, havde det nok også været fint. Det var fedt at skulle afsted alene uden min mor og far, selvom jeg også var lidt nervøs.

 

Ankomst

Vi ankom til Heathrow lufthavn, hvor en mand fra Harrow House tog imod os. Han var meget nem at finde. Derefter blev vi placeret på en bænk sammen med nogle andre unge, der kom fra en masse forskellige lande. Vi fandt også en anden dansk pige, som vi også snakkede lidt med. Det var dejligt, at det var så nemt at finde de rigtige personer, og folk var søde og nemme at snakke med.

Liv og glade dage

Da vi ankom til skolen, var der liv og glade dage, og en mand stod og fortalte alle reglerne, hvilket var lettere besværligt at huske. Man kunne så altid spørge en staff om hjælp. Reglerne handlede om, hvor man måtte være, hvornår man skulle ligge i sin seng, og at man skulle holde sig fra pigeområdet, hvis man var dreng, og fra drengeområdet hvis man var pige. Hvis nu man havde fundet sig en sød pige fra et eksotisk land, kunne man dog godt få smuglet hende op på værelset, men hvis man så var så uheldig at blive taget, skulle man gå og samle skræl de følgende dage (pænt nederen).

 

Talte flydende engelsk efter en uge

Da jeg havde været der et par dage, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde været nervøs – det havde alle de andre også været. På tredjedagen fik jeg flere nye venner: tre italienske, to tyske, en fra Holland og en fra Brasilien. Jeg kørte med klatten. Jeg fik snakket en masse engelsk, og den engelskundervisning vi fik var ligefrem underholdende. Det var fedt at opleve en anden form for undervisning og fedt at blive nødt til at skulle tale engelsk. Efter en uge talte jeg tæt på flydende engelsk – det var super fedt.

 

Venner fra hele verden

Jeg kom hurtigt til at kende byen ud og ind. Den var så ikke særlig stor, men rigtig hyggelig. Jeg havde fået en masse venner fra omkring 14 forskellige nationaliteter – det var spændende at møde andre unge fra andre lande og rent faktisk kunne snakke med dem. Og fedt at have fået så mange nye venner. I weekenden tog vi på ekskursioner, altså ture, til forskellige steder i England. Det var mega sjovt. Jeg kom bl.a. til London. Der er ca. 80 procent af eleverne på sprogskolen, der er piger – og det synes en dreng som mig ikke var helt dårligt.

Fest

Der blev også holdt fest, som selvfølgelig var alkoholfrie, da det i England er helt forbudt for unge under 18 år at drikke alkohol. Men det havde vi heller ikke brug for, for vi havde det virkelig sjovt.

Bedre til engelsk i skolen – fra middel til ekspert

Mit engelsk blev kraftigt forbedret. Jeg fik normalt 4 eller 7 i engelsk, men da jeg kom tilbage fra sommerferien, lavede jeg en fremlæggelse, hvor min computer med noter gik ned, så jeg måtte improvisere min fremlæggelse, og jeg fik 12. Der må jeg indrømme, at jeg blev meget overrasket over, hvor meget mit niveau var steget. Det var min lærer og mine venner også.

 

Genial konfirmationsgave

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage af sted på sådan en tur. Jeg var der i to uger, hvilket jeg synes, at man skal for at lære sproget rigtig godt. Tiden går rigtig stærkt, og man keder sig ikke. Jeg blev ikke bare bedre til engelsk, jeg fik også mødt en masse nye kulturer og fik snakket med mennesker fra vidt forskellige lande. Det var meget interessant at møde så mange forskellige kulturer. Så alt i alt var det en af de fedeste oplevelser –  og nok en oplevelse jeg vil huske resten af mit liv.

Fakta:

–       Oskar rejste med Eurostudy og var afsted i 14 dage.

–       EuroStudy tilbyder sprogrejser i 30 forskellige lande for alle typer mennesker i alle aldre. Det er bare at springe ud i det!

–       Da Oskar havde været af sted i to uger, kom hele hans familie over til ham, hvor de havde lejet et hus og holdte sommerferie sammen.

–       Se mere på http://www.eurostudy.dk

Konfirmationsfotografering

20 jan

Du har sikkert brugt mange timer på at planlægge din konfirmation, finde tøj og få ordnet hår. Så hvorfor ikke få foreviget dagen med en professionel fotograf, der både kan dække hele konfirmationsfesten og tage lækre billeder af dig og dine venner og veninder. Kon4mation har talt med Martin Bonde fra Appelpark Photography, der har specialiseret sig i at tage personlige, moderne og sjove billeder til konfirmationer.

Af: Solveig Høgh – foto: Appelpark Photography

 

konfirmationsfoto      pic_0002

Hvorfor konfirmationsfotografering?

Konfirmation er en af de helt store mærkedage i vores liv. Det er den første store fest i ens liv, og dens lige ses typisk først, når man skal giftes. Der går mange timer med at finde tøj og smykker til dagen, og der er stor fokus på hår og makeup, og det synes vi selvfølgelig, at man skal sørge for at få taget nogle flotte billeder af, så man kan mindes sin dag mange år frem.

Hvordan foregår en konfirmationsfotografering?

Fotograferingen kan tilpasses, præcis som du ønsker. Nogen vælger at have mig med hele dagen, lige fra en times tid før kirken og frem til midnat, og andre vælger bare at få lavet nogle flotte portrætter på et passende tidspunkt på dagen. Man kan også vælge at droppe portrætterne og lade mig følge gæster og konfirmand hele dagen uden at gøre opmærksom på mig selv. Vælger man at få lavet konfirmationsportrætter, foregår det ved, at vi sammen finder en fed lokation, hvor portrætterne laves i en mere afslappet atmosfære end den ellers ret hektiske fest.

Hvor lang tid tager en fotosession?

Det kan igen tilpasses til netop din dag. Typisk bruger vi 30 – 60 minutter sammen, på at finde frem til og lave de billeder der passer til netop dig som person.

Hvad er et godt konfirmationsfoto for dig?

Et godt konfirmationsfoto er et foto, der afspejler dig som konfirmand. Er du ivrig fodbolspiller, synes jeg godt, man må kunne se det i billederne. Det er typisk ikke de klassiske opstillede billeder, der bliver de bedste, men i stedet de ”ægte” billeder der viser hvem du er!

I hvor god tid skal man booke tid til konfirmationsfotografering?

Konfirmationsdatoer er jo heldigvis forskellige rundt omkring i Danmark, men det er en god idé, at begynde at tænke på fotograferingen samtidig med at man kigger på, hvor festen skal foregå. Nogen booker to år i forvejen, mens andre booker få måneder før, så det er aldrig for sent at spørge.

Tips til at blive fotograferet

Det vigtigste er, at man slapper af under fotograferingen. Det kan være en god idé at tage en god ven, eller i hvert fald en man er helt tryg ved, med ud til portrætfotograferingen, som kan hjælpe med at skabe en sjov oplevelse. Mit bedste råd er at prøve at glemme kameraet, og det vil jeg hjælpe med ved at skabe en sjov og afslappet session.

Hvad skal konfirmanden sørge for?

Tøj, smykker og i pigernes tilfælde makeup, er der jo sørget for i forvejen, så egentlig er der ikke de store overvejelser, der skal gøres i forbindelse med portrætterne – medmindre vi aftaler et tema naturligvis. Hvis vi for eksempel skal lave ”aggressive” amerikansk fodbold-billeder, vil det være en fordel, hvis du sørger for at medbringe skulderpanser og hjelm.

Om Applepark Photography

Drivkraften bag Applepark er Martin. Det er Martin der svarer på mails, Martin der tager billederne, Martin der sorterer og redigerer billederne og Martin der afleverer billederne. Hos Applepark er de helt vilde med den kreative proces i at skabe billeder! De vil helst ikke “sættes i bås” som for eksempel portrætfotograf, bryllupsfotograf, erhvervsfotograf eller noget helt fjerde. De vil meget hellere blande alle disse kategorier sammen og derved komme frem til den perfekte løsning til netop din opgave. På denne måde kan du få unikke og mindeværdige konfirmationsbilleder – og ikke mindst en fantastisk oplevelse.

Se flere billeder og priser på www.applepark.dk og www.facebook.com/applepark.dk

Kontakt pr. mail: martin@applepark.dk eller ring på 42 42 47 07

 

IMG_5025-Edit

 

De kendtes konfirmation – Rasmus Walther

5 jan

Selvom sangeren Rasmus Walther i dag er i centrum, med hans mange fede hits, var han ikke glad for at være midtpunkt, da han skulle konfirmeres – faktisk var han så nervøs, at han var bange for at besvime. Kon4mation fangede pladeaktuelle Rasmus Walther til en snak om hans konfirmationsminder.

2012.11 Rasmus Walter 1612

 

 Af Solveig Høgh – foto: Søren Rønholt

 

Er du konfirmeret?

Ja, det er jeg.

 

Hvorfor blev du konfirmeret?

Det gjorde jeg nok fordi, det var noget, alle de andre gjorde, så det forekom mig ret naturligt. Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Jeg er ikke troende, og det er min familie heller ikke som sådan, men jeg synes, det er en god tradition. Jeg bruger nok mest kirken som et rum for traditioner og højtideligheder.

 

Hvordan havde du det så med at skulle gå til præst?

Jeg var skoletræt allerede fra 3. klasse. Jeg havde alt for meget krudt i røven til at sidde stille, så jeg husker mest, at det var fedt, at vi fik fri fra skole to timer for at gå til præst. Jeg synes, det var meget hyggeligt at høre de gode historier fra biblen. Men mest af alt brændte jeg krudt af ved at udforske kirken og snige mig hen til orglet og hamre løs på det.

 

Tror du på Gud?

Jeg tror på alt mellem himmel og jord, men jeg tror ikke på gud, sådan som det er beskrevet i biblen.

 

Du har selv en lille dreng, skal han konfirmeres, når han bliver stor?

Vi har valgt ikke at lade ham døbe, så kan han selv tage stilling til, om han vil konfirmeres, når han bliver større. Det synes jeg er helt fint, at han selv kan få lov at vælge. Men jeg synes, at konfirmationen er en rigtig god og fin tradition.

 

Hvordan havde du det på konfirmationsdagen?

Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var så nervøs. Tanken om den fyldte kirke, at jeg skulle stå ved alteret og drikke altervin og sige trosbekendelse og alle de mennesker, der ville kigge på mig, var jeg ikke vild med. Jeg havde det i det hele taget meget dårligt over at skulle være i centrum. Jeg husker, at jeg var så nervøs, at jeg var bange for at besvime. Det gik heldigvis fint, og da det var overstået, var jeg glad og glædede mig bare til at holde fest med min familie.

 

Hvilken gave var bedst?

Jeg fik faktisk ikke så forfærdelig mange gaver, men jeg husker, at pengene helt klart var den bedste gave. Jeg fik i alt 3300 kr., hvilket jeg synes var helt vildt  – tænk hvad jeg kunne få for alle de penge? Jeg brugte alle pengene på at udskifte min akustiske guitar og købte min første elguitar. Den spillede jeg på en del år. Så man kan sige, at den gave jeg købte, var en slags uddannelse for mig.

 

Hvad gjorde du for at takke dine forældre?

Jeg gjorde ikke noget. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Jeg blev konfirmeret samme dag som min tvillingebror, og vi var begge hundeangst for at være i fokus. Så vi lavede ingen takkesang eller tale.

 

Hvad husker du fra festen?

Vi holdte den i et medborgerhus. Jeg husker det som en rigtig god og hyggelig fest. Det jeg husker mest, er nok de fulde voksne, men det var meget sjovt. Men det der står klarrest, er nok talen fra min far. Han havde lavet sådan en bog med billeder og historier fra vores barndom. Han fortalte ud fra bogen, og bagefter fik jeg bogen som minde. Det gjorde virkelig indtryk på mig.

 

Hvad havde du på af tøj?

Jeg havde sådan en turkis skjorte på. Den var knappet helt op i halsen. Det var vist moderne, men jeg synes, det var gyseligt. Skjorten skulle være nede i bukserne, og det synes jeg også var forfærdeligt. Jeg havde nogle jakkesætsbukser på og nogle sorte sko, som jeg vist heller ikke kunne lide. Min mor ville vist helst have haft mig i jakkesæt, men jeg ville ikke have jakken på. På det tidspunkt drømte jeg mest om at leve i 60’erne. Jeg ville helst have haft trompetbukser og en Jimi Hendrix T-shirt på, så det var ikke så sjovt for mig at skulle have det pæne tøj på.

 

 

Hvis du skulle lave en takkesang i dag, hvilken melodi skulle det så være på?

Der er jo mange gode at vælge imellem, men jeg ville nok vælge ’New york new york’ af Frank Sinatra

 

Hvordan forløb din blå mandag?

Når man bor i Århus, er det vist nærmest obligatorisk, at alle tager i Tivoli Friheden, så der var hele klassen. Det var virkelig sjovt. Men det sjoveste var efterfølgende, hvor en pige fra klassen havde fået lov til at holde fest i hendes forældres kælder. Så der blev kysset i krogene og drukket alkohol, som ingen af os 14-årige jo kunne styre. Men det var sjovt at feste med klassen, og så var det fine tøj skiftet ud med Jimi Hendrix T-shirt og trompetbukser.

 

Hvad ville et godt råd til kommende konfirmander være?

Brug de penge du får fornuftigt – invester i fremtiden, køb en elguitar eller noget andet, der kan føre til noget andet.

 

2012.11 Rasmus Walter 1380

 

 

Se en af hans musikvideoer her: http://www.youtube.com/watch?v=-_QGeJ9WqyY

 

 

Lilly Konfirmation 2014

5 dec

Lillys konfirmationskollektion anno 2014 emmer af rock-chic-ballerina look med blonder, tyl og broderier, der gør kjolerne lette og fine og samtidig giver et retro look. Accessories er et must have, og i 2014 er sølv/metal-looket den hotteste farve. Kon4mation har talt med Lillys chefdesigner, Eva Dorthe Rantzau Smith, om dette års Konfi-mode.

lilly2014

lilly2014 1

Af Solveig Høgh – Foto: Lilly

 

Er der et tema i 2014-kollektionen, og hvad er kollektionen inspireret af?

Konfirmationsmoden i 2014 er inspireret af de vaskeægte 80’ere med madonna-retro-mode på den ene side – altså et rigtigt rock-chic ballerina-look med blonde-halvhandsker og masser af strut, tyl og blonde – og med den klassiske korsage der bliver udfordret af overdele, der til dels går helt op i halsen, og af små fine ærmer som kontrast til spaghettistropperne på den anden side. Vigtigt er de transparente effekter som både tyl, broderier og blonder, der får kjolerne til at skabe en fin kontrast på huden – og dermed gør kjolerne fine og lette.

Hvad er et must have for konfirmanden i 2014?

Accessories er et must – sko, smykker, handsker og hårpynt skal matche, og styling skal skabe den enkelte konfirmands unikke look. Farven sølv/metallic er den hotteste accessory-farve i 2014, og håret skal styles i flot casual flet og smykkes med simili curlies eller de top-hotte simili kamme, der passer ind i næsten alle opsætninger.

Absolutte must haves: bælter, handsker og curlies

Form/snit – hvilke muligheder tilbyder I?

Kjolerne i 2014 er meget figurbetonede, og den klassiske talje bliver fremhævet. Det giver looket et touch af retro, og fine blonder får det helt rigtige vintage-look frem. Korsagen møder de mere tildækkede overdele som kontrast, og de hele figurbetonede kjoler får masser af strut i deres modpoler.

 

Se flere kjoler og få mere inspiration på http://www.lilly.dk

Kære Dagbog… læs med i Trine konfirmationsdagbog

23 sep

Min konfirmation

Dagen før min konfirmation var jeg egentlig ikke så nervøs. Jeg tænkte meget på det, og hvordan det nu skulle komme til at gå, men jeg var ikke nervøs. Nervøsiteten kom først, da jeg på min konfirmationsdag sad ved frisøren kl. 8 om morgenen – der tror jeg, det gik op for mig, hvad det var jeg skulle senere.
Så var det ellers bare hjem og gøre mig klar og lægge makeup og have alt på plads.

Så stod jeg ude foran kirken og var godt nok nervøs.  Alle tanker om, at jeg skulle falde eller gøre noget forkert, steg mig til hovedet.
Men heldigvis var det slet ikke så slemt, og jeg gjorde ingenting galt.
Da jeg så kom ud foran kirken skulle der selvfølgelig gives roser og tages billeder. Efter det, tog min gudmor mig i hånden og førte mig ud til parkeringspladsen. Der holdte den fedeste gule Corvette, som jeg skulle køre i. Så utrolig fedt!

Dejlige taler og en uforglemmelig fest

Så ankom vi til fælleslokalet, hvor vi skulle holde festen. Efterhånden som folk kom, kom der også flere gaver på bordet. Til sidst blev jeg nødt til at åbne dem. Jeg følte, der lå tusindvis af gaver og telegrammer, og jeg følte mig rigere og rigere for hver konvolut, jeg fik lukkede op. Men til sidst var alle gaverne åbnede.
De gaver, jeg nok husker bedst, er helt sikkert, fladskærmen, de ringe jeg fik af min mor, og de opsparinger jeg fik af min farmor og farfar og af min far, papmor og mor.
Da vi så spiste, kom der de her utrolig flotte og rørende taler – det er nogle taler, der bestemt ikke bliver glemt. Sangene, som blev sunget, var også utrolig gode.
Til sidst skulle vi synge min sang, jeg selv havde lavede, og jeg skal holde min tale. Alle sad og kneb en tåre – både mænd og kvinder.
Festen

Senere på aften startede festen, hvor folk dansede og havde det ekstremt hyggeligt. Jeg havde det også rigtig hyggeligt og sjovt og fik dansede med en masse fra familien og Emma, min veninde der var med.

Alt i alt er det en konfirmation, jeg aldrig glemmer. Det er så overvældene at holde sin konfirmation, da al opmærksomhed er på én, og man får at vide så mange gange, hvor flot og smuk man er.

 

trine 1

M4034S-4211

trine 4